På samme måde med Morten Wieghorst. En sympatisk mand, der som aktiv var sådan en yndlingsspiller-type, som hans holds fans elskede lidt mere end de andre, og som modstanderens tilhængere havde sværere ved at hade end de andre.

Som træner har han sat et mindre væsentligt aftryk, og her mod slutningen af hans karriere som FC Nordsjælland-træner vadede han stadig rundt i et ligegyldigedens mudderbælte. En nedrykning ville have slået et grimt skår i hans træner-cv, hvis eneste titel var sidste års pokal med FCN. Nu ser han ud til at redde nordsjællændernes liv i 1. division og måske endda ende helt oppe midt i tabellen, samtidig med, at han står som træneren, der sikrede FC Nordsjælland den anden pokaltitel på to sæsoner. Se, så er det ikke længere nogen tilfældighed.

Morten Wieghorst sikrede sig med sejren over FC Midtjylland sit eftermæle i FC Nordsjælland, og selvom han på pressemødet erklærede sig totalt ligeglad med den dimension, mener jeg nu stadig den har betydning for hans fremtidige virke og ikke mindst omgivelsernes opfattelse af ham. Og det må da have en vis betydning.

Morten Wieghorst har stået i spidsen for et hold, der hvert sæson undergår store forandringer, fordi de bedste spillere i høj fart bliver solgt videre. Det har kostet på kontinuiteten og hæmmet Morten Wieghorsts muligheder for at opbygge noget rigtig stort. Igennem hele forløbet har han, sportschef Jan Laursen og skiftende assistenter fortsat deres fokus på den samme spillestil med masser af boldbesiddelse og offensive kanter og backs. Og den slags.

Jeg har til tider været træt af at høre om denne stils vidunderlighed, fordi resultaterne ikke er fulgt med, og da pokaltitlen kom i hus i går, ville det da også være lidt af en tilsnigelse at påstå, at det var på Barcelonaske dyder, holdet vandt. Det var nærmere på Real Madridske dyder, og det gode var, at det gav resultater. Det er det, der vil stå i historiebøgerne. Og i denne sort/hvide verden, har historie-bøgerne somme tider ret. Ifølge dem reddede Wieghorst i går sit eftermæle.

MEN AFSLUTNINGEN PÅ sæsonen har større betydning end blot ni point. For træner Henrik Jensen får den afgørende betydning for, om Ole Bjur og den magtfulde bestyrelse tror på, at han er den rette til at føre fremtidsprojektet ud i virkeligheden.

HENRIK JENSENS KONTRAKT overgår til juli til en funktionær-kontrakt, der betyder, at han kun har et halvt års opsigelse. Det gør ham billig at afskedige, og jeg tror, Ole Bjur allerede overvejer, om han skal benytte den mulighed.

HENRIK JENSENS STØRSTE fordel er, at kontinuitet er et nøgleord efter en periode, da kaos herskede i Brøndby. Hans anden er, at han allerede har anlagt den ungdomssti, Ole Bjur og direktør Jan Lockhart har dikteret halvt af nød, halvt af forståelse for, at patienten er lige så syg, som René Meulensteen sagde i 2006, og kun kan reddes ved langsigtet genoptræning.

JEG FORVENTER, AT Henrik Jensen bliver bedømt på hele strækket, men de næste tre kampe vil sende et signal om, hvor langt truppen er kommet med ham i spidsen.Falder holdet sammen nu, da sølvet synes væk? Eller viser det trods og rejser sig efter en skuffende indsats i Herning?

HENRIK JENSEN ER en dygtig taktiker og håndterer omgivelserne godt. Men er han den rette for en ung trup, der kræver coaching. Kan han motivere sine spillere? Dér ligger nogle af Bjurs overvejelser. De kan blive besvaret over de næste kampe.

PÅ LØRDAG HOLDER DBU bestyrelsesmøde.

Her vil man efter al sandsynlighed tage det ret store skridt, det er at acceptere kunstgræs i de bedste danske fodboldrækker. Det er efter min bedste overbevisning et fornuftigt skridt, selvom det rokker ved den romantiske tanke om, at fodboldbaner skal dufte nyslåede og give grønne striber på shortsene.

Samme romantik har længe stået i vejen for indførelsen af en teknisk løsning, der kan afsløre, om bolden er inde eller ej. I forhold til kunstgræs er der her være tale om et mikroindgreb.

MIN OPFORDRING TIL DBUs bestyrelse er, at man på lørdagens møde tager emnet op til behandling, nu da de nymodens briser alligevel lufter i lokalet. UEFA og FIFA har i evigheder været i gang med undersøgelser af teknologien.

Burde DBU ikke skubbe på processen og tage initiativ til hjemlige forsøg med teknologien? Det ville være klædeligt.

NU BAKKER SELV Superligaens topdommere helhjertet op om implementeringen af et målkamera.

Det bør DBU lytte til. Dommergerningen handler i altovervejende grad om skøn, og dommerne skal respekteres for de valg, de træffer i øjeblikkets splitsekund.

Men om en bold er inde i målet eller ej bør ikke være en skønssag. Det kan måles.

DER VAR ENGANG, da de røde og gule kort ikke fandtes. Og da målmanden godt måtte samle bolden op, selvom den kom fra en medspiller. I dag kunne vi ikke forestille os, det var anderledes.

Jeg er sikker på, at den dag kommer, hvor vi undrer os over, at der til topkampe med mio. af kr. på spil løb rigtige mennesker rundt og skulle vurdere, om bolden var inde eller ej. Og at UEFA forsøgte at løse problemet med to ekstradommere med hver deres lille pind i hånden.

JEG UNDRER MIG allerede i dag.

BRØNDBY KÆMPEDE FLOT i går og fortjente bestemt det ene point, men jeg hverken tror eller håber, at nogen i Brøndby lader sig snyde af det lige resultat og den jævnbyrdige kamp i aftes, da FCK for længst var mestre og næppe mærkede motivationens sommerfugle flakse rundt i maverne. Jeg håber for Brøndbys vedkommende, at træner Henrik Jensen og sportsdirektør Ole Bjur allerede har tænkt de tanker, Ståle Solbakken med vinderens overskud gav videre efter sejren i går, da han (som man kan læse længere fremme her i sportstillægget) pegede på Brøndbys udfordringer i angrebet og på midtbanen. Jeg noterer med glæde, at Brøndby fører de fleste ungdomsrækker, og at U-landstrænerne omtaler Brøndby-spillere først, når de skal fortælle om fremtidens landsholdshåb. Men fremtiden ligger længere ude end 2012.

APROPOS MANGLER OG nu vi taler om 2012, for ikke alt skal jo handle om Brøndby: Hvordan løser FCK sin forsvarskabale? Her tror jeg, CV og Roland Nilsson er modtagelige over for råd fra Solbakken.

Zanka og Hooiveld er næppe klar til at løfte udfordringen, nu da Antonsson, Wendt og Pospech forsvinder, så vi i går. Hvem er så? Det er udfordringen, hvis FCK vil fastholde afstanden til Brøndby, OB og FCM. Og det vil de vel.

I tiden under Poul Hansen besluttede de sig i AGF for, at der skulle strammes op. Truppen skulle toptunes, og man hidkaldte en kostekspert, der fortalte om kulhydrater og kalorier og fedtprocenter, og Morten Duncan Rasmussen sad som en talentfuld angriber og forsøgte at koncentrere sig om, hvad der blev sagt.

Om aftenen efter foredraget (eller var det dagen efter? Her 8-10 år efter er detaljerne i fortællingen uklare) mødte Poul Hansen ved et tilfælde sin unge angriber. Med vantro kunne træneren se Morten Duncan med kinder så udspilede som et egerns og med en hel fransk hotdog i den ene hånd og en halv i den.

”For satan, Duncan. Hørte du slet ikke efter, hvad kosteksperten sagde?” spurgte Poul Hansen irriteret.

”Jo,” svarede Duncan.

”Men jeg troede først, det gjaldt fra på mandag.”

Den historie peger så præcist på, hvor bristen ligger hos Danmarks største naturtalent i dette årtusind (det måske allerstørste indtil Nicklas Bendtner dukkede op).

Morten Duncan Rasmussens natur strider mod de krav om seriøsitet og 100 procents engagement, der stilles til professionelle fodboldspillere, sådan som vi så det, da han legede vandkamp og blev skadet i forbindelse med en aflyst kamp på Brøndby Stadion. Som da han erkendte sin ludomani. Eller misbruget af en venindes Dankort.

Talentet kan ikke holdes nede. Det kan ikke skjules. Og Duncan kan ikke kues. Uanset hvor mange halvtossede historier, der hele tiden dukker op omkring ham. Men det burde kunne udvikles yderligere.

Fredag aften satte han rekord, da han scorede for sjette kamp i træk, hvilket aldrig før er sket for en AaB-spiller. Han er om nogen spilleren, der har sørget for, at AaB er ved at redde sig fra nedrykning, og endnu engang viser han, hvilken ufattelig målnæse, han render rundt med.

Celtic betragter Duncan som en pub-spiller. Lidt ligesom den Duncan Ferguson, der gav Morten Ducan Rasmussen hans kælenavn. Jeg håber, det omdømme må ændre sig. Jeg håber, at Duncans fine forår i Aalborg fortsætter, og at han og hans agtent Ivan Marko Benes finder en klub, der vil give ham chancen, selvom han ved første øjekast ligner en pubspiller. Morten Duncan Rasmussen viser lige nu sit store, store talent. Tænk hvis det foldede sig helt ud.

Så ville landsholdet få et reelt boksalternativ til Nicklas Bendtner.

De mener, at Messi for længst har overhalet Maradona og Pelé (og dem der i øvrigt kandiderer som verdens bedste fodboldspiller gennem tiderne), og nu hånede de mig for at mene, at Messi stadig havde noget at bevise, før man kan omtale ham på samme niveau.

De holdt mund, og det var jeg tilfreds med, men nu fortryder jeg, at jeg hidsede mig op og vil tale pænt med dem, når vi om lidt går til frokost sammen. Men jeg mener stadig, hvad jeg sagde.

Stoppede Lionel Messi sin karriere i morgen, ville han være en parentes i fodboldens verdenshistorie. Han ville blive husket som en fremragende, helt fantastisk fodboldspiller, men han ville ikke hæve sig over spillere som Romario, Zidane, Ronaldo, Ronaldinho, Kaká, og hvem man ellers i flæng har fremhævet som verdens bedste fodboldspiller gennem tiderne. Jeg er faktisk i tvivl, om han om ville nå op på Puskas, Johan Cruyff og Gerd Müllers ikonstatus, om end jeg er sikker på, at han overhaler dem, hvis han holder sit niveau de næste 10 år. Så overhaler han muligvis også Pelé og Maradona, men han er slet ikke deroppe endnu.

Pelé og Maradona er de største fodboldspillere gennem tiderne, fordi de på hver deres tid skilte sig væsentligt ud fra mængden, og fordi de løftede de hold, de spillede på til uanede højder. De var store på deres tid. De var store i deres hjemlande og i hele verden. Og de er stadig så store, at de ikke kan gå uforstyrrede rundt noget sted i verden.

Pelé vandt VM med Brasilien i 1958, 1962 og 1970. Han scorede over 1.000 mål i sin karriere. Flere af hans mål bliver stadig husket som de bedste i historien.

Maradona vandt VM i 1986 og fik sølv i 1990 for Argentina. Og han gjorde Napoli til noget, de aldrig havde været før og ikke er blevet siden.

Indtil nu mangler Messi at vinde VM-titlen, og man kan med en vis grund hævde, at han ikke selv er herre over, om han nogensinde får den. Det handler om, hvordan Argentina som hold klarer sig. Men må jeg lige minde om, at Messi, der allerede i sommer var verdens bedste fodboldspiller, ikke var noget særligt for Argentina i Sydafrika. Det var han virkelig ikke.

Ja, Messi er med afstand den bedste nu. Måske også den bedste i historien, fordi han performer på et niveau, der er højere, end det var, da Pelé og Maradona var på deres bedste.

Lad mig stille nogle retoriske spørgsmål:

- Er Cesar Cielo en større svømmer end Mark Spitz, bare fordi han har svømmet hurtigere end det amerikanske fænomen?

- Er Mike Powell den største længdespringer nogensinde, fordi han har sprunget længere end Carl Lewis, Bob Beamon og Jesse Owens?

- Eller er Caroline Wozniacki historiens største kvindelige tennisspiller, fordi hun ligger nummer 1 på et tidspunkt, hvor niveauet er højere, end det var, da Martina Navratilova spillede?

Nej. Det handler om mere end kvalitet på det givne tidspunkt. Det handler om langtidsholdbarhed og ikonstatus. Det handler om mere end individuelle færdigheder. Det handler om betydning for helheden. Her vinder Pelé og Maradona med flere længder. Jeg vil ikke vælge mellem dem. Det må I andre gøre. Eller I tager måske Messi?

ASSISTENTTRÆNER PETER ELSTRUP, målmand Kevin Stuhr-Ellegaard og chefscout Peter Christiansen hyldede ham for hans evner til at organisere et hold, få sine spillere i fysisk form, fokusere på den kommende modstander, give spillerne selvtillid og i det hele taget for hans mandskabsbehandling. 363 dage efter den artikel var han fortid i klubben.

HAN VAR IKKE blevet en dårligere træner i den mellemliggende periode, men han var bare ikke længere den rigtige. Han var en redningsmand snarere end en udviklingstræner. Vidste direktør Jacob Nielsen ( foto) i virkeligheden godt det, da han næsten nødtvunget på grund af den store popularitet tilbød ham en ét-årig kontrakt? Jeg tror, han havde det på fornemmelsen, siden han ikke gav ham fem år straks.

MED GÅRSDAGENS FYRING og den midlertidige ansættelse af Peter Elstrup, har Randers FC nu haft fem trænere på fire år. Det er bestemt ikke befordrende for opbygningen af et hold, der skal kunne mere end bare at være med i Superligaen.

DET GIVER FOR mange nye input på for kort tid, og det skaber for mange forandringer i både trup og spilsystemer.

FYRINGEN AF OVE Christensen var efter min mening helt nødvendig, så det er ikke den, jeg kritiserer. Jeg påpeger blot, at det for Jacob Nielsen er ekstremt vigtigt, at han efter sommerferien har ansat en mand, der passer til klubben visioner om en placering i den bedste del af Superligaen, og ønsket om at spille både underholdende og effektivt.

RANDERS FC HAR siden oprykningen til Superligaen i 2004 etableret sig som fast inventar, men endnu ikke formået at tage skridtet videre. Det må være på tide nu.

For det første overrasker det mig, at så mange finder det rimeligt, at Ove Christensen reagerer ved at slå en TV3+-reporter. Nej, Rasmus Lund lider næppe varig skade, og Ove Christensen bliver næppe dømt for vold. Men man slår ikke på andre, og så er jeg sådan set lige glad, om det er på journalister, fans, spillere eller andre træner, eller om jeg selv kunne være blevet lige så ophidset som Ove Christensen.

Nu var det imidlertid ikke slaget alene, der var årsagen til, at jeg i aftes skrev min blog om, at Ove Christensen ikke kunne blive i jobbet. Det var en vurdering af den samlede pakke: Den negative formkurve, de signaler Jacob Nielsen havde sendt ud inden kampen om, at holdet skulle tage sig sammen, kollapset mod Brøndby, Jacob Nielsens udmeldinger efter nederlaget og endeligt Ove Christensens reaktion mod TV-reporteren. Det sidste viste en presset træner, der ikke havde overskuddet til at redde sit hold, mens Jacob Nielsens udtalelser viste en direktør, der ikke havde tillid til sin træner.

Bestyrelsen havde ganske enkelt ingen andre logiske valg at træffe.

Ove Christensen kan sit håndværk, og han viste i sidste sæson, at han kan udrette store ting. det er ikke en dårlig træner, der er blevet sagt op, og det er ikke en mand, der nødvendigvis er færdig i fodbold. Men det er en træner, der havde mistet tilliden internt i klubben, og som eksternt viste, at han havde mistet fatningen.

Peter Elstrup og Allan Kuhn – hvad siger vi? Elstrup har efter mange år i klubben truppens opbakning, fornemmer jeg, og Allan Kuhn er som skræddersyet til den opgave, det er at puste entusiasme ind i en trup. At han så kort efter sin opsigelse i FCM vælger at træde ind i et nyt job, overrasker mig, men understreger samtidig, at det naturligvis var utilfredsheden med FCM, der lå bag hans beslutning om at gå. Det, synes jeg, både han og klubben burde have meldt ud, for det ville både have styrket Allan Kuhns troværdighed og vist FCM’s dedikation til den strategi, men ønsker at gennemføre. Men det er en anden diskussion.

Hvis Allan Kuhn kan finde glæden i Randers, vil han være et stort aktiv for klubben.

På TV3+ kunne man mandag aften se, hvordan en ustabil og meget presset Randers FC-træner langede ud efter reporter Rasmus Lund, der fik sig en gedigen lammer, da han tillod sig at spørge til Ove Christensens fremtid. Ja, til jer der ikke så det: Ove Christensen slog en reporter, der bare gjorde sit arbejde og spurgte til det åbenlyse.

Det viste lidt om, hvilket pres han er under, og jeg er ikke imponeret over hans håndtering af det.

Efterfølgende kunne vi høre, hvordan Jacob Nielsen svarede så klart som man kan i denne verden, da han blev spurgt, om Ove C. var fredet?

- Det er ikke en beslutning, jeg skal træffe alene, svarede han, hvorpå han blev spurgt, om han ville afvise, at Ove Christensen blev fyret:

- Nej, det vil jeg ikke afvise, svarede han.

Ove Christensen var redningsmanden sidste år, og jeg var umådeligt imponeret over, hvordan han håndterede situationen i et fantastisk forår. Han fortjente titlen som Årets Træner. Men det lever han ikke videre på.

Inden kampen mod Brøndby var Jacob Nielsen ude med en opsang til holdet, der skulle mande sig op, hvis ikke Randers skal rykke ned. Efterfølgende tabte Randers 0-4 til Brøndby. Kender jeg Jacob Nielsen ret, anbefaler han en fyring over for bestyrelsen. Han føler ganske enkelt, at han er nødt til at tage næste skridt.

Jeg kender ikke Ove Christensens daglige arbejde godt nok til at vide, om det er den rigtige løsning. Men jeg kan konstatere, at hans optræden mandag aften var så ukontrolleret, at han ikke lignede en mand med overskud til at føre Randers videre. Det kommer han heller ikke til.

PS. Jeg har slettet fire kommentarer, fordi tonen var grim. Jeg vil bede jer om at diskutere sagligt. I må gerne være uenige, men jeg accepterer ikke vulgært sprog eller usaglige personangreb. Det må I finde et andet forum til.